|
Mark O. Madsen
- VM-sølv på vej mod guldet
Da bryderen Mark O. Madsen blev opereret i skulderen i maj måned, havde han ikke regnet med at stå med en sølvmedalje i hånden efter VM fire måneder senere.
Han var ikke en gang sikker på, at han ville stille op.
"Jeg følte, jeg startede VM bagest i feltet, og det var med en rygsæk med et par hundrede kilo i, som jeg skulle trække igennem. Så det er svært at være negativ med en sølvmedalje og en OL-billet i hånden," sagde bryderen til Politiken efter sin triumf.
Mark O. Madsen skulle blot blive nummer otte for at komme med til Beijing til sommer, og han har derfor næsten et år til at forberede sig på legene.
"Tredje medalje på tre år, og med den forberedelse, der har været op til det her VM, så giver det en tro på, at når jeg får den optimale sparring og træning op til OL, så skal der virkelig gå meget galt nede i Beijing, for at det ikke bliver til OL-guld," vurderede han tilbage i september.
I øjeblikket står programmet på træning og mere træning, og så har Mark O. Madsen også fået udviklet en diæt, som ned til mindste detalje, skal sørge for, at den krop, der vandt sølv ved VM i september, kan vinde guld ved OL til august.
OL har længe været hans altoverskyggende mål, og det var kvalifikationen hertil, som betød mest for Mark O. Madsen - på trods af VM-sølvet.
Ved de to foregående verdensmesterskaber - i 2005 og 2006 - vandt Mark O. Madsen også medaljer: henholdsvis sølv og bronze i 74-kilo-klassen.
allan wahlers
Højdepunktet: Da bryderen vandt en sølvmedalje ved VM.
|
|
|