Danmark – fredag 11 januar
Afstemning Historie Forside

Tine Rasmussen
- Så kom gennembruddet

De danske badmintonkvinder kan ikke vinde over de kinesiske. Det har nærmest været en lov, siden Camilla Martin lagde ketsjeren.

Men i september 2007 sprang 28-årige Tine Rasmussen endelig ud som en værdig afløser, da hun vandt den stærkt besatte Super Serieturnering Japan Open ved at besejre hele fem kinesere på sin vej - blandt andet verdensranglistens nummer et, Xie Xingfang, i finalen. En præstation, der også blev sat i relief ved, at Tine Rasmussen stillede op i turneringen som useedet.

"Det har åbnet mine øjne for, at det er realistisk at vinde en medalje til OL. Men der er jo mange om buddet, så lige nu handler det om at bide sig fast og slå dem nogle flere gange. Men nu har jeg fået vist dem nogle ting, og når jeg kan slå dem én gang, så kan jeg også gøre det igen - og det ved de godt," sagde Værløsespilleren til Badminton.dk efter triumfen i sensommeren.

Tine Rasmussen lå til at få sit internationale gennembrud i 2005, men en ødelagt akillessene under Sudirman Cup - badmintonsportens svar på Davis Cup - tvang hende til at holde pause i mere end et halvt år.

Målrettet træning har nu ikke bare bragt hende den første store turneringssejr, men også en placering ved årsskiftet inden for top-10 for første gang i karrieren. Ved siden af har hun færdiggjort kosmetologistudiet.

Tine Rasmussen har allerede fået én udmærkelse for sin 2007-sæson, da hun ved Copenhagen Masters før jul blev tildelt titlen som 'årets badmintonspiller' foran blandt andre Peter Gade.
allan wahlers

Højdepunktet: Da badmintonspilleren vandt Japan Open.





Quickpoll
Årets spiller i Danmark?
Rade Prica
Morten Nordstrand
Jesper Grønkjær




metroXpress a/s
Wildersgade 8, 1408 København K
Telefon +45 7730 5757 Fax +45 7730 5797