|
Mikkel Kessler
- Blandt verdens bedste
Mikkel Kessler er rykket op i den internationale superliga i boksning.
Det er sjældent, at en dansk bokser kan prale med at være indehaver af to af de mest prestigefyldte bælter i bokseverdenen. Men det kan Mikkel Kessler, der er champion hos både WBA og WBC i super-mellemvægt.
WBA-bæltet har Kessler haft i mere end to år, og det er blevet forsvaret tre gange.
Senest mod tyske Markus Beyer i Parken i okober, hvor danskeren vandt på knockout allerede i tredje runde. Dermed sikrede han sig også WBC-bæltet.
"Jeg har haft et fantastisk år. Det kan ikke være bedre end at blive dobbelt verdensmester, så det er bestemt også gået efter planen," siger Mikkel Kessler, der har bevæget sig ind i top-20 på nogle af de såkaldte 'pound-for-pound'-ranglister, som sammenligner verdens bedste boksere på tværs af vægtklasser.
Over Mikkel Kessler ligger waliseren Joe Calzaghe, som råder over to andre store bælter, WBO og IBF: "Hvis jeg ønsker noget for næste år, er det at få fire bælter. Men det kræver jo, at jeg kommer til at møde nogle af de dygtige. Jeg ville selvfølgelig gerne møde Joe Calzaghe, men han tør ikke møde mig," siger Kessler.
I stedet for Calzaghe har der været tale om, at den danske bokser skulle møde Librado Andrade fra Mexico, der har 24 sejre uden nederlag - mod Kesslers 38 - men meget tyder i øjeblikket på, at en ny modstander først findes i januar. ALLAN WAHLERS
KESSLER i 2006:
Har vundet to kampe. Forsvarede sit WBA-bælte begge gange og vandt tillige WBC-bæltet i den sidste kamp.
|
|