Vestkystens Perler
– heldagsudflugt inklusive frokost
Fra morgenstunden gør vi klar til en dag med masser af oplevelser på turen mod den vestlige del af Mallorca. Vi oplever flotte naturscener, kører ad hyggelige veje med udsigt over det azurblå Middelhav, besøger uspolerede bjergbyer og oplever en gammel, smukt beliggende herregård, der nu er et meget flot museum. Det er absolut en god idé at huske kamera, for der er nok at fotografere. Vi kører vestpå mod byen Esporles.
Vi stopper første gang ved La Granja herregårdsmuseum, der ligger utroligt smukt med egen stor park. Her lever rigtig mange dyr – et sandt minizoo, så vi går en tur rundt i parken og nyder synet af dyrene og den smukke natur med vandfaldet. På herregårdsmuseet ser vi alverdens redskaber til produktion af vin og olivenolie, gamle herskabsstuer, et herregårdskøkken og mange andre spændende ting. Rundturen på herregården slutter på gårdspladsen, hvor vi smager den lokale vin, hjemmelavet ost, oliven, kager m.m.
Turen fortsætter ad hyggelige veje langs kysten. Vi kører gennem små byer, der ligger smukt ud til havet, inden vi ankommer til bjerglandsbyen Valldemossa, hvor endnu flere oplevelser står i kø. I byens kloster opholdt den kendte komponist Chopin sig under mange af sine ophold på Mallorca, og man forstår nemt, at han her kunne finde inspiration til sine værker.
Vi spiser frokost på en hyggelig restaurant i Puerto de Soller.
Der er lidt tid til at gå rundt i byen på egen hånd, inden vi fortsætter langs kysten til den hyggelige bjergby Sóller, hvis smukke torv er omkranset af små caféer. Her ånder alt fred og ro. Såvel spanierne selv som turisterne nyder dette ”åndehul”. Der er tid til at gå rundt på egen hånd i de små gader eller sætte sig på en café og nyde en kop kaffe eller en forfriskning sidst på eftermiddagen. Efter besøget i Sóller går turen tilbage til hotellet efter en dag fuld af spændende indtryk og gode oplevelser.
Turen bliver helt sikkert drøftet over aftensmåltidet
Mallorcas storslåede naturscener
- heldagsudflugt inklusive frokost
Fra morgenstunden kører vi fra hotellet ud til nye oplevelser. Vi kører først mod nord gennem Palma til byen Inca, der er kendt for sine mange lædervarefabrikker. Man kan se noget af produktionen og besøge en forretning, hvor man kan købe sko, jakker og tasker.
På Incas marked kan man altid gøre en god handel.
Efter at man måske har fået lidt flere ting til kufferten, kører vi videre mod Port de Pollença, hvor vi oplever nogle af Mallorcas storslåede naturscener.
Vi sejler ud på Middelhavet og glider langsomt forbi den golde bjergkæde – et fantastisk syn med det azurblå vand som en enestående kulisse. Husk at medbringe kamera!
Efter ca. 45 minutters sejlads lægger vi til ved Formentor-stranden. Her venter bussen, der kører os videre til picnicstedet i Port de Pollença, hvor der også er lidt tid på egen hånd.
Hen på eftermiddagen kører vi tilbage til hotellet, hvor vi ankommer sidst på eftermiddagen - mættet med indtryk fra den nordlige del af Mallorcas fantastiske natur.
Menorca
- heldagsudflugt inklusive frokost
Vi starter tidligt på denne spændende heldagsudflugt til Menorca. Vi kører til havnen på den nordligste del af Mallorca, hvor vi skal sejle fra. Et overflødighedshorn af smukke oplevelser ligger foran os.
På denne tur kan man opleve naboøen Menorca, som er den andenstørste af De Baleariske Øer. Ganske anderledes end Mallorca og med sit eget særpræg. Her dominerer de tre farver. Hvid, grøn og blå. Kridhvide huse, grønne landskaber og rundt om, det blå Middelhav. Turen begynder ved Ciutadella, videre mod øens højeste bjerg, Monte Toro 357 meter højt, hvorfra der er en fantastisk udsigt over hele øen og havet omkring øen. Besøg i Maó, som er øens hovedby, hvor man kan nyde udsigten over den smukke naturhavn. Der bliver i løbet af dagen også besøg ved talayots. Det var vagttårne i forbindelse med bosættelser helt tilbage fra Talayot – kulturens storhedstid (1300 – 800 f. Kr.). På Menorca findes der mange rester af disse store stenbebyggelser. Ved Punta Prima bliver der tid til en forfriskende dukkert i det azurblå hav. Der bliver også tid til at gå lidt rundt på egen hånd i Ciutadella, inden afgang med båden.
Ekstra udflugt med 10 % forkøbsrabat
Son Amar – Herlig spansk aften med middag
Den gamle og fantastiske flotte herregård ligger ca. 20 min kørsel fra Palma. Det var her, man i sin tid afholdt de populære ”grisefester” i charterturismens barndom. I dag et mondænt og flot sted, der indbyder til en uforglemmelig aften.
En forrygende spansk aften, med et fantastisk show med internationalt islæt. Showet indeholder bl.a. dansere, akrobatik, sang og musik og flotte dragter. Der serveres en tre retters menu med vin og vand under maden. En aften ud over det sædvanlige.
Hvis udflugten mod forventning ikke får tilslutning nok, refunderes betalingen.
Udflugtsdag oplyses ved ankomst. Turen skal bestilles inden afrejsen for at opnå forkøbsrabat.
Pris pr. person kr. 525 minus 10 % rabat.